Skjortefirma med prominent løve ombord fik millionunderskud
Tilbagegang over hele linjen - både på toppen, i bunden og på driften.
Skjortefirmaet Barons havde et 2023 lige til glemmebogen.
Det viser et nyligt offentliggjort regnskab fra virksomheden, der blandt andre har Jacob Risgaard som investor - og Michael Laudrup med i sine reklamer.
Godt nok åbnede skjorteiværksætteren Joachim Latocha og hans virksomhed sin første fysiske butik i slutningen af 2023 - men den overordnede nedgang i både bruttofortjeneste og bundlinje fortæller om et regnskabsår, som kunne have været markant bedre.
Det noterer ledelsen bag Barons sig også i sin ledelsesberetning.
"Ledelsen anser årets resultat for ikke tilfredsstillende. Årets resultat er påvirket af en række begivenheder såsom stigende råvarepriser, inflation, valutakurspåvirkninger, investeringer i markedsføring og distribution samt etablering af egen butik".
Barons er gået cirka 4,5 millioner kroner tilbage på bruttofortjenesten, og det forplanter sig også i bundlinjen, som står i rødt - cirka 2,5 millioner i underskud i sammenligning med et overskud på 100.000 kroner i 2022.
Derudover landede Barons på et negativt driftsresultat på omtrent tre millioner kroner for 2023-regnskabsåret.
RetailNews forsøger at få en kommentar fra Joachim Latocha til regnskabet.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 1,4 | 5,9 | 4,7 |
Resultat af primær drift | -3,0 | 0,3 | 0,4 |
Resultat før skat | -3,2 | 0,1 | 0,3 |
Årets resultat | -2,5 | 0,1 | 0,2 |
Balancestatus | 8,7 | 10,3 | 9,1 |
Egenkapital | 3,2 | 5,5 | 5,4 |
Antal ansatte | 8 | 10 | 9 |
Latron ApS er selskabet bag Barons. Kilde: CVR |